I Hyperikum findes mange forskellige kemiske stoffer, og man har ikke fundet ét enkelt stof, der kan tilskrives den fulde virkning, men man mener det er en kombination af flere stoffer, der giver Hyperikum sin medicinske virkning. Dette fænomen er velkendt i urtemedicinen. Interessen har kredset sig om de kemiske stoffer hypericin og pseudohypericin foruden en række flavonoider med bl.a. quercetin, amentoflavon og hyperin.

Hyperikum er en klassisk lægeplante, kendt fra før Kristi fødsel i romertiden af herbalister som Galen og Pliny og i Grækenland med Hippokrates og Dioscorides. På den tid brugte man Hyperikum både til udvortes og indvortes brug i lægende salver, til nerverelaterede smerter og til uddrivelse af ”indre dæmoner”.
I 1800-tallet brugte tyske naturmedicinere Hyperikum som et antidepressivt middel før alle andre i den vestlige verden, og i dag bruger tyske læger Hyperikum, ofte mere brugt end de almindelige lægemidler for lette depressioner.

Planten stammer fra middelalderen, hvor man havde den tradition, at man brændte urtens blomst af ved Skt. Hans aften. Overtroen mente, at man kunne drive onde dæ-moner væk fra familiens område, hvis man brændte Sct. Johns urtens blomst.
Senere fandt man ud af, at brændevin med Hyperikum var godt til få humøeret til at stige med.

Der er lavet mange videnskabelige undersøgelser omkring Hyperikums effekt, og langt overvejende viser de, at Hyperikum har en positiv effekt overfor milde depressioner.

Bivirkninger ved planten er kendt som øget følsomhed for sol, og for eksemfølsomme personer kan der opstå eksem i få tilfælde. Ellers er der få beretninger om interaktioner med lægemidler såsom antibiotika og blodfortyndende stoffer, men ikke i alvorlig grad.