|
Undersøgelser viser, at i alt ca. 20% af voksne danskere på 16 år eller derover inden for det seneste år har brugt en eller flere former for alternativ behandling. Det svarer til ca. 885.000 voksne.
De hyppigst anvendte alternative behandlingsmetoder er zoneterapi, der inden for det seneste år er brugt af 10% af den voksne befolkning, massage og manipulation, der er brugt af 9,0%, naturmedicin (8%) og akupunktur (5%).
Der er en betydelig større andel af kvinder end af mænd har brugt alternativ behandling inden for det seneste år – og det er først og fremmest kvinder i alderen 25-66 år, der har brugt en eller flere former for alternativ behandling.
Relativ færre med kort uddannelse (10 eller færre års kombineret skole- og erhvervsuddannelse) har brugt alternativ behandling inden for det seneste år sammenholdt med personer med længerevarende uddannelsesforløb. Selvstændige med og uden ansatte har i større omfang brugt alternativ behandling inden for det seneste år, mens kun en relativ lille del af de ikke-faglærte arbejdere har gjort det.
Der er tendens til, at flere borgere i Københavns og Frederiksberg Kommuner end i landet som helhed har brugt alternativ behandling inden for det seneste år, og samtidig at relativ færre indbyggere i Århus Amt har brugt alternativ behandling.
Der er en klar sammenhæng mellem brug af alternativ behandling og sygelighed, målt ved forekomst af langvarig sygdom og selvvurderet helbred. Større andele af personer med langvarig, kroniske sygdom har brugt alternativ behandling inden for det seneste år.
Jo dårligere man vurderer eget helbred, desto større andele har brugt alternativ behandling.
Alternativ behandling bruges oftest i relation til skulder/nakke besvær og lænde/ryg besvær og sjældnest af personer med træthed, hjertebanken, søvnbesvær, forkølelse eller eksem.
Andelen, der har brugt alternativ behandling inden for det seneste år er fordoblet siden 1987.
Stigningen i andelen i befolkninger, der har brugt en eller flere former for alternativ behandling inden for det seneste år, findes blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper – men er mest udtalt for de 25-66 åriges vedkommende.
|